
FUGLENE
Norsk verdenslitteratur på REVOLVER
I moderniseringen af det prisvindende værk Fuglene af norske Tarjei Vesaas, møder vi Mattis, der slås med sine tanker og stiller livets store spørgsmål – på sin helt egen måde.
Mattis bor sammen med sin søster Hege ude i skoven i et lille samfund. Hege strikker for at de kan overleve, Mattis kan ikke rigtig fastholde et job, selv om han prøver. Han er nemlig ikke som folk er flest. Han er en ’tuste’, en tosse, der oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfyldte tegn.
Sneppetrækket over huset må da være et udtryk for et mirakel. Og sneppen, den skriver breve til ham med næb og klør. Så straks han har tænkt noget, synes han det er sandheden. Han føler sig udvalgt og set og noget bedre end sin søster, der ikke forstår sig på den slags.
Men hvad skal man gøre, når alle omkring en er stærke og kloge og skarpe som rageknive? Spørger Mattis og slås med sine tanker. Han stiller livets store spørgsmål, men ingen hører rigtig efter.
Begyndelsen på enden bliver, da skovhuggeren Jørgen kommer over søen og flytter ind hos Mattis og Hege. Hun er pludselig så glad i ansigtet og sidder og nynner over sine trøjer.
Fuglene er skrevet i 1957 af norske Tarjei Vesaas, der var en af de største norske forfattere i det tyvende århundrede og den første nordmand, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris.
Forestillingen FUGLENE er dramatiseret af Karen-Maria Bille & Amanda Linnea Ginman.
Anmeldelser
“Hvis der fandtes en international liste over store Mattis-fortolkere, er jeg sikker på, at Ena Spottag Fog ville toppe den liste.”
Politiken
“FUGLENE er i ordets allerbedste forstand helstøbt”
Iscene
“Hvis det er muligt at overgive sig og falde ind i rytmen, så venter der her en oplevelse af de helt store, der går langt ud over en underholdende aften i teatret.”
Kulturbunkeren
“Dramatisering af norsk mesterroman er et lille mirakel”
Kristeligt Dagblad
“FUGLENE er forløst smukt og intenst “
Den4væg
“Ena Spottag er fuldkommen betagende og elskelig i rollen som den anderledes Mattis”
Information
Se, klik og del fotos fra forestillingen

Bog & Billet - spar 15%
Som en del af et nyt samarbejde med Thiemers Magasin introducerer vi ‘Bog & Billet’, hvor du sparer 15% på både din teaterbillet og bogen (med samme titel). Vælg blot billettypen “Bog & Billet”, når du køber dine teaterbilletter og afhent nemt bogen i foyeren på forestillingsdagen.
Nyt samarbejde med Thiemers Magasin
REPUBLIQUE/REVOLVER indgår et nyt samarbejde med Thiemers Magasin om fem forestillinger baseret på litterære værker: Moby Dick, Døden i Venedig, Fuglene, Årene og Crip.
Thiemers Magasin vil bl.a. have en pop-up boghandel til alle forestillinger på teatret, vi vil sammen arrangere spændende samtaler hos Thiemers Magasin, hvor litteratur og forestillinger er i centrum.
“'Så vidt jeg kan se, hjælper fortællinger os til at leve, men de fanger os også ind, bringer os storslået smerte' – har den amerikanske forfatter Maggie Nelson udtalt. Og det er præcis sådan jeg har det med både litteraturen og Thiemers Magasin… Hos os på REPUBLIQUE/REVOLVER er litteraturen og dens kompleksitet også altid i front… Så kæmpe hurra for vores nye samarbejde og muligheden for at bringe læsere sammen i en fælles søgen efter den kompleksitet, viden og kærlighed der ligger gemt mellem livets og bøgernes for- og bagsider."
— Teaterchef Rikke Hedeager
Støttet af




