
SOLO SALON MED BISSE, TINE HØEG & MICHALA PETRI
kurateret af Stefan Pasborg
Tre kunstnere. Helt tæt på. Kun én gang.
Tilbage i 2019 skabte musikeren Stefan Pasborg SOLO SALON ud fra ønsket om at lave en aften med fokus på sublime og inderlige kunstnere, skåret helt ind til benet, uden filter i et soloformat med korte performances på cirka 20-25 minutter. Pasborg vidste igennem egne erfaringer fra mange solokoncerter, at det at stå alene på scenen skaber et helt specielt nærvær scene og sal imellem. Det bliver altid ekstra intimt og nøgent og med særligt højt til loftet.
Komponist og musiker Bisse, forfatter Tine Høeg og fløjtenist Michala Petri behøver ingen yderligere introduktion og kan på ingen måde sammenlignes, men alligevel er de alle tre exceptionelt legesyge og altid i gang med en afprøvning af deres fags grænser. Du har måske tidligere oplevet Bisse i Hotel Corona eller Traumecentret på REVOLVER, Tine Høeg i Tour de chambre-romankoncert på REVOLVER eller Michala Petri som gæstestjerne i APOLLONIAN CIRCLES på REPUBLIQUE. Eller en million andre steder i byen. Og tænkt, wauw. Jeg vil have mere. Og så er du kommet til det rigtige sted.
SOLO SALON udspiller sig nemlig på REPUBLIQUES foyerscene og her kommer du helt tæt på, og oplever kunstnerne ved skabelsens frontlinje. Du står med en øl i hånden og føler dig meget privilegeret over at være vidne til øjeblikkets kaos og skønhed. Der er få meter mellem dig og kunstnerne og du mærker, at det er nu vi lever.


