Vølvens spådom
Republique drager på en nordisk madekspedition til Island og skaber i samarbejde med Nordens Hus en højst usædvanlig madteaterforestilling.
Den 22. oktober 2011 genopstår det mytologiske, islandske digt Vølvens spådom i en sanseeksploderende madoplevelse. I samarbejde med Nordens Hus i Reykjavik er Republiques Martin Tulinius (instruktør), madkunstner Mette Sia Martinussen (Madeleines Madteater), scenograf Dorte Holbek og dramaturg Alette Scavenius gået sammen om at undersøge sammenhængen mellem nordisk madkultur, mytologi og performance.
Teater og mad der smager
Ideen bag Völuspá (Vølvens spådom) er at skabe historier gennem alle sansekanaler: Smags- og synsindtryk, lugte, berøring og lyde. Teater og mad har nemlig det til fælles, at de begge bygger på oplevelser gennem sanser og kultur. Gennem nordisk madkultur og vølvens myter om verdens skabelse og undergang vil historierne påvirke dig foran tallerkenen, i hænderne på dig - og i munden.
Forestillingen er sitespecific og opføres i Alvar Altos udsøgte design med max 24 publikummer ad gangen.
Völuspá spiller i Nordens Hus i Reykjavik fra den 22. oktober til den 4. november.