Fibonacci gør publikum glade
Republiques nycirkusforestilling FIBONACCI gør publikum glade. Se her hvad både nycirkus-kendere og -nybegyndere sagde om FIBONACCI, da vi spurgte dem efter forestillingen onsdag den 1. juni:
Lena Paaske er ægte nycirkus-fan og går sprudlende glad hjem fra FIBONACCI:
”Jeg bliver bare grundglad! Den var ekstremt poetisk og virkelig smuk. Jeg er især vild med de poetiske og musikalske elementer og med, når de bruger stemme og krop helt rent - de var meget fysisk nærværende. Alt det der krop er topfedt!”
Ole Thomsen nød, at FIBONACCI bød på en anderledes teateroplevelse, end han er vant til:
”Det var en meget livsbekræftende oplevelse, og den havde en meget positiv energi. Der var mange spændende elementer i forestillingen, og sammenhængen mellem artisterne og musikken var fantastisk. Jeg lagde især mærke til, at nogle af artisterne også spillede musik, og det fungerede rigtig godt, synes jeg. Fed forestilling! Og anderledes end det, man er vant til at se.”
Anders Heilmann og Stephanie Malmgren fik en masse ud af FIBONACCI, som de kalder både underholdende og tankevækkende:
”Jeg fik følelsen af, at jeg bare skulle springe ud i livet i stedet for at tvivle så meget på mig selv eller tage hensyn til den sociale rangstie – bare have det sjovt. For mig handlede forestillingen om, hvordan vi fortolker livet, vores eksistens og samspillet mellem mennesker,” siger Anders.
Og veninden Stephanie er enig: ”Ja, den sagde meget om, at man ikke havde noget at miste her i livet. Samlet gjorde alle elementerne i forestillingen stort indtryk på mig. Jeg synes, budskaberne og artisteriet får en helhed i nycirkus, så det bliver meget spændende.” ”Jeg er også vild med nycirkus!”, udbryder Anders. ”Da jeg så, det var Les 7 doigts det la main, som også lavede LA VIE her på Republique, vidste jeg bare jeg skulle ind og se det. Brugen af akrobatik sammen med komik og et bagvedliggende budskab, synes jeg fungerer rigtig, rigtig godt. Det er både underholdende og tankevækkende.”
Parret Stig Henriksen og Christina Wulf var begge vilde med FIBONACCI:
”Der var en rigtig god energi, og artisterne er branddygtige,” siger Christina. ”Jeg kunne godt lide der var en rød tråd gennem forestillingen, som satte nogle tanker i gang, så det ikke bare var ren underholdning.”
”Ja, det er fedt at opleve noget andet, end det man er vant til,” supplerer Stig. ”Jeg følte en stor glæde under forestillingen og blev helt sikkert trykket på opleveren. Akrobatikken og brugen af totalteater gjorde især stort indtryk på mig.”
Bodil Heister synes det er tiltrængt med en så mangfoldig forestilling som FIBONACCI:
”Det er forfriskende at se en forestilling, der er så alsidig og progressiv. Dansk teater kan godt være meget konformt, synes jeg, så det er dejligt at opleve denne her helt frie, kreative form. Det er måske på grund af de mange folkeslag, der er med i forestillingen, at den er så alsidig. Jeg er selv musiker og komponist og bemærkede især de meget dygtige musikere og sangere - det var fantastisk!” ”Forestillingen gjorde mig glad og rørt, og artisterne udstrålede stor livsglæde.”
Søskendeparret Marie og Jeppe Yde Kielberg er fascinerede af FIBONACCIs nyskabende form og artisternes indlevelse:
”Nycirkus er fantastisk, for det fornyer både synet på cirkus og på teater. Det udvider hele mit perspektiv for at opleve teater at se noget, der ikke kun fortæller en historie, men gør det på en ny måde,” begynder Marie. Hendes bror Jeppe fortsætter: ”Jeg får en helt ny forståelse af, hvad teater og cirkus er. Personligt bliver jeg meget fascineret og synes det er fantastisk, at artisterne er i stand til at gøre, det de gør på scenen. Der er nogle følelser i det for dem, som de formår at give videre til mig – det er fantastisk. Jeg sad med konstante kuldegysninger og en stor forundring over, hvad det var, jeg var en del af.”
”Forundring og beundring er de helt rigtige ord til at beskrive min oplevelse,” smiler Marie. ”Bare det at være der og opleve det gjorde stort indtryk på mig. Og så artisternes alsidighed, at de ikke bare var med, fordi de kunne kravle op af en stang for eksempel, men også fordi de er dygtige musikere eller dansere.”
På spørgsmålet om, hvad der gjorde størst indtryk på ham, svarer Jeppe: ”Historien gjorde stort indtryk på mig, fordi de leverede den med en så stor grad af autenticitet og ærlighed – ikke kun Fibonacci-historien men også deres personlige historier.”