Rolf Heim instruerer THE BOLLYWOOD TRIP på Republique, 6. okt - 3. dec på REPUBLIQUE

Bag om Bollywood

Holdet bag den populære THE BOLLYWOOD TRIP har sat sig for at lave en moderne musical, der forlader virkelighedens realiteter og kommer tæt på følelserne. Hør om deres personlige relation til Bollywood:

 

Janus Nabil Bakrawi, skuespiller
Jeg så min første Bollywood film ude på landet i Jordan, da jeg var ni år, og jeg var helt solgt. Det er storladent, pompøst og befriende ærligt. Jeg tror, vi alle er klar til et Bollywood trip!

 

Rolf Heim, instruktør
Bollywood… et ukendt land for mig, som jeg prøver at begå mig i - ved hjælp af min erfaring som ”vestlig” iscenesætter.
Nu hopper jeg bare ud i det. Der er ikke andet at gøre. Med verdens bedste teaterhold ved siden af mig. Hopper med glæde.
 

Parminder Singh, dramatiker
Jeg er 9 år. Det er søndag. Jeg skal ned i ”Mr. Khans” Videostore. Nørrebros celluide slikbutik. VHS i lange baner. En skrøbelig dreng drømmer sig væk i armene på Amitabh Bachchan. Big B. Den sejeste inder på planeten. Langt fra Nørrebro og dog hos mig hver søndag. I tre svævende timer.

 

Stephan Grabowski, komponist
Kiss of life – det er hvad Bollywood er for mig. Rytmen og stemmen.
Musikken i de gode Bollywood film kan noget, som man skal tilbage til Soulmusikkens guldalder i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne for at finde magen til. Det handler om rytme, stemme og sjæl.


Sisse Gerd Jørgensen, scenograf
Bollywood er for meget – for overdrevet – for patetisk – for pinligt! Men det er også den ultimative kærlighed, de største drømme hvor alle følelser har plads. Jeg er fuldstændig forført af den lidt banale historie, passionen, de smukke mennesker og allermest af musikken og dansen.