OTHELLO-bomben er sprunget
En hvid Othello? REPUBLIQUEs unge, modige Shakespeare-tolkning mødes med både begejstring og skepsis for sit utraditionelle greb på klassikeren.
Teaterforførelse
Børsens Lars W. Wallenberg har fuldstændig overgivet sig og giver OTHELLO 5 ud af 6 stjerner. Han kalder den ”sanselig, visionær, fornyende og begavet” og ”en ubetinget øjenåbner”. Han roser det unge, engagerede hold skuespillere for at levere ”stjernespil i den grad, så det mentale blod nærmest står ud under neglene på dem” og for en ”… superopsætning (der) trækker tæppet væk under publikum. Om dette er teaterforførelse? Svaret er ja.”
Humor og ondskab
Anmelderiet.dk og Gregers Dirkinck-Holmfeldt er med deres henholdsvis 4,5 og 5 ud af 6 stjerner også begejstrede. Anmelderiet.dk kalder forestillingen ”en stor, flot, velspillet fornøjelse!” og fremhæver ligesom både Berlingskes Jakob Steen Olsen og Politikens Per Theil Morten Christensens Jago-figur: ”Sikke en præstation. Han er SÅ ond”, skriver Anmelderiet.dk. ”Morten Christensen er fremragende som kold forfører– de mange identiteters mand, men selv kønsløs. Hans Jago styrer for vildt”, skriver Theil. Det er ifølge ham i det hele taget ”en ret begavet opsætning, instruktør Anders Lundorph har lavet.”
Gregers Dirkinck-Holmfeldt er særligt tilfreds med, at forestillingens tekst ”klinger så godt, loyalt og troværdigt i munden på dette skuespilhold”, og at der skabes en ”forbløffende balance mellem humor og sjælerystelser i Anders Lundorphs instruktion.”
Stor bedrift
Dagbladets Knud Cornelius er enig og bemærker, at nok falder ”det klassiske Shakespearepublikum (ikke) for Othello – Hello – Hell, men det gør det unge publikum.” Også Nick Bruun fra arbejderen tager ikke kritikken af forestillingens kønsperspektiv til sig: ”Det unge ensemble balancerer mellem form og indhold i dette Shakespeare stykke, og de holder balancen. Forestillingen lyser af det kæmpe arbejde, som ensemblet har lagt i den. Det er en stor bedrift, og et værdigt bud på en Shakespeare-klassiker anno 2011.”
Bliv ramt af OTHELLO frem til den 26. marts.