Baggrund: Hotel Europa
FRA CAMUS TIL COPPOLA TIL REPUBLIQUE
Lige siden grækernes storhedstid har Den Fremmede været symbolet på vores udvikling. Odysseus blev sendt på rejse, regeringer har - som det skete med Daniel Defoes Robinson Crusoe - bestilt forfattere til at skrive om Den Fremmede, for at vise vej ind i en ny tid. Filosoffer har beskrevet fænomenet indgående gennem begrebet Den Anden.
Albert Camus’ gennembrudsroman hedder ganske enkelt Den Fremmede og bliver hevet ned fra hylderne nu igen, 50 år efter nobelprismodtagerens død. I Sophia Coppolas gennembrudsfilm, Lost in Translation, var Den Fremmede langt mere nærværende end det velkendte. Hendes far tog selv turen ind i det sorte og ukendte af sjælen med filmen Apocalypse Now, skabt over Joseph Conrads Heart of Darkness. Den Fremmede har stået helt centralt som tema i den politiske debat i Europa gennem de sidste 100 år. I det hele taget er Den Fremmede et bærende dramaturgisk og strategisk greb i stort set alle fortællinger og kunstneriske greb, krig, kærlighed og alt andet, vi rører ved.
På mange måder er hotellet det moderne symbol på Den Fremmede. Samtidig sætter hotellet os i samme situation, som kunstnere står i, hver gang de går i gang med et nyt arbejde. Når de er i gang, forholder de sig til det nye, det som pirker til vores liv og sætter det i perspektiv. Det, som måske fører os ind i fremtiden.
FREMMEDHED OG NYE PERSPEKTIVER
Det er baggrunden for, at REPUBLIQUE nu udfordrer 5 hold kunstnere til at forholde sig direkte til Den Fremmede i Hotel Europa. Vi har inviteret dem ind i teatret for at arbejde i kulisserne af et hotel. Hvert hold af kunstnere har fået en uge til at iscenesætte. De vil helt givet arbejde med vidt forskellige kunstneriske virkemidler og greb. De vil helt givet betragte Den Fremmede ud fra vidt forskellige perspektiver. Men fordi de er nogle af tidens mest markante scenekunstnere, vil de også helt givet folde Den Fremmede ud til unikke oplevelser med nærvær, intensitet og indsigt. Lige nu og her.
Tilbage til omtalen af Hotel Europa.
Det kræver tillid og mod at åbne døren og møde det ukendte
- velkommen til Hotel Europa.