Film Noir kort fortalt

Film Noir betegnede oprindeligt en række amerikanske film fra 1940’erne og 1950’erne, hvor persongalleriet bestod af kyniske og desillusionerede  mandlige hovedpersoner med masser af selvtvivl og et afstumpet syn på verden. Kvinderne var forførende femme fatales, der svigefuldt ledte hovedpersonen i fordærv. Filmene havde ofte en voice-over stemme, der beskrev fortællingens skæbnetunge gang. Film Noir var også én af den type Hollywood film, hvor en ’unhappy ending’ var acceptabel og mere reglen end undtagelsen.

 

Teaterkrimien NOIR er blandt andre inspireret af Film Noir-filmene ”The Postman Always Rings Twice” (1946) og Billy Wilders ”Double Indemnity”(1944). Begge film blev til efter et bogforlæg af den populære og prisbelønnede krimiforfatter James M. Cain.

 

Film Noir var ikke så meget en genre som en stilistisk og fortællemæssig tendens. Film Noirs kyniske handlingstendens udsprang fra 1920’ernes hårdkogte amerikanske detektivromaner.  Stilistisk var Film Noir inspireret af tysk ekspressionismes og fransk poetisk realismes brug af dramatiske skygger til at udtrykke en psykologisk sindstilstand.

 

Moderne Film Noirs er blandt andre Polanskis ”Chinatown” (1974), Coen-brødrenes ”Blood Simple” (1987) og ”L.A. Confidential” (1997). David Lynch er også inspireret af Film Noir. Herhjemme har Ole Bornedal skabt ”Kærlighed på film” (2007), der anvender flere Film Noir-elementer og Christoffer Boes film har alle et filmisk Noir-element.